Fordøjelseskanalens Anatomi Og Fysiologi

Makroanatomiske opdeling

anføre fordøjelseskanalens makroanatomiske opdeling (mundhule (cavum oris), svælget (pharynx), spiserøret (esophagus), mavesækken (ventriklen), tyndtarmen (intestinum tenue), tyktarmen (intestinum crassum), endetarmen (rectum).

Anatomi

1. Mundhule (cavum oris)
2. Svælget (pharynx)
3. Spiserøret (esophagus)
4. Mavesækken (ventriklen) - inddeles i tre dele: fundus, corpus, antrum.
5. Tyndtarmen (intestinum tenue) - Tolvfingertarmen (duodenum), jejunum, ileum.
6. Tyktarmen (intestinum crassum)
7. Endetarmen (rectum)

Gastrointestinalkanal

anføre at gastrointestinalkanalen er den intraabdominalt beliggende del af fordøjelseskanalen.

GI-kanalen er den intraabdominalt beliggende del af fordøjelseskanalen (omfatter altså tarme og mavesæk). Der er kirtler, der producerer mucos, hele vejen langs GI-kanalen.

Bughinden

beskrive bughulens beklædning med bughinden (peritoneum), som også beklæder de fleste af de intraabdominale organer og strukturer.

Bughinden, peritoneum, består af to serøse membraner, vsceral og parietal membran. Den viscerale beklæder organer, mens den parietale beklæder bughulens indre overflade. Der er noget serøs væske imellem - lubricating. den beklæder de intraabdominale organer og strukturer.

Tarmkrøs

anføre at det meste af tarmen er ophængt i et fedtrigt tarmkrøs som indeholder kar og nerver.

Det meste af tarmen er ophængt i et fedtrigt tarmkrøs (mesentery) som indeholder kar og nerver - på den måde for tarmene forsyning af blod osv og det holder det lidt på plads.

Veneblod

anføre at veneblodet fra gastrointestinalkanalen samles i vena portae.

Veneblodet fra gastrointestinalkanalen samles i vena portae - vena portae går til leveren.

Anastomoser

angive to anastomoser mellem portåresystemet og cavasystemerne (overgang mellem esophagus og ventriklen + overgangen mellem nederste del af rectum og analkanalen) og redegøer for deres kliniske betydning ved portal hypertension.

Ved en anastomose forstås en kollateral forbindelse mellem to blodkar, således at hvis bloodflow i det ene kar ødelægges, kan blodet løbe via anastomosen over i sidekredsløbet.

Anastomoser mellem leverens portåresystem og cavasystemerne findes bl.a:

1. På overgangen mellem oesophagus og ventriklen.
2. På overgangen mellem den nederste del af rectum og analkanalen

Ved portal hypertension (for højt tryk i vena porta) vanskeliggøres blood flow i vena porta. Blodet løber derfor gennem de små kollaterale vener (anastomoserne) ud i vena cava-systemet i stedet for. Derfor stiger trykket i de små kollaterale vener, så de udvides. Det kan føre til oesophagusvaricer og hæmorider. Hvis oesophagusvaricer sprænger kan det medføre livstruende blødninger.

Mundhulen (cavum oris)

beskrive at fordøjelsen af føde begynder i mundhulen ved tygning/findeling af føden samt tilførsel af spyt fra spytkirtler som indeholder enzymet amylase, som medvirker til nedbrydning af stivelse (større kulhydratkomplekser) til disakkarider, samt mucin.

Fordøjelsen af føde starter ved tygge og findele maden i mundhulen. Der tilføres her spyt fra spytkirtlerne som indeholder enzymet amylase (nedbryder stivelse til disakkarider) og mucin. Mucin og vand er lubrikanter. Lysozymer tilføres også, hvilke dræber mikroorganismer.

Svælget (pharynx) og spiserøret (esophagus)

beskrive at fødebolus passerer gennem svælget, bag om strubelåget (epiglottis) som nu lukker af til luftvejene, og ned i spiserøret (oesophagus) ved synkebevægelsen som består af en voluntær oral fase, en involuntær pharyngeal og oesophageal fase.

svælg

Man starter synkningen i munden, hvor den er volentær/frivillig. Ved pharnx bliver den automatisk og man kan ikke stoppe den mere/involentær, hvor epiglottis lukker for larynx, så man ikke får maden i den 'gale hals'. Herefter kommer den ned i esophagus.

Peristaltiske bevægelser

beskrive at fødebolus passerer ned gennem spiserøret (oesophagus) ved peristaltiske bevægelser.

Der sker peristaltiske bevægelser - rytmiske sammentrækninger - der bevæger fødebolus ned gennem spiserøret.

Mavesækken (ventriklen)

beskrive beliggenhed, form, størrelse og hovedtræk af makroanatomien (cardia, fundus, corpus, antrum, sphinctere, pylorus, muskelstrøg, rugae).

Mavesæk

Mavesækken ligger superiort i venstre del af abdomen. Den har en form som en gammeldags drikkesæk - men form og størrelse er meget forskelligt fra person til person, da den vokser når man spiser meget.

Maven inddeles i fire regioner:

• Cardia - Område umiddelbart ved esophagus udmunding
• Fundus - Ligger superior til cardia-åbningen
• Corpus (body) - Den største del og ligger i midten. Den buger, så der bliver skabt en stor og lille kurvatur
• Antrum (pylovic) - Mavesæken bliver smallere og former en trakt ned til tolvfingertarmen

Sphinctere

2 ringmuskler. Nederst på spiserøret er der en esophageal spincter, der forhinder at maden kommer op i spiserøret igen. Ved udmundingen til tyndtarmen er pyloric sphinctere (pylerus), der bestemmer hvor meget der skal ned i tyndtarmen.

Muskelstrøg

Selve mavesækken er opbygget af fire lag: mucosa, submucosa, muscularis, serosa. Muskularis er obygget tre lag: Mod serose er et longitudinal lag (langs med mavesækken), næste lag går på tværs af mavesækken, det inderste er et skråt lag. Se billede. Lagene er til for at det skal blandes.

Rugae

Mucosa ligger i store folder, som er kaldet rugae. De tillader maven at strække sig (er der ikke når maven er fuld).

Ventrikelslimhinden

beskrive hovedtræk af ventrikelslimhindens opbygning.

Tunica mucosa består af rørformet epithelvæv. Mavesækken er beklædt med et simpelt cylinder-celler. Der er nogle 'gastric pits', som er hullerne ned.

Tunica mucosa består af 5 typer af celler:

Overflademucosceller

Beskytter for skade fra syre og maveenzymer. Gør det ved barriere og neutraliserer. Tight juncitons holder dem sammen. Reparerer sig selv hurtigt.

Mucosceller

Producerer mucos.

Parietalceller

Sekrerer HCl (surt miljø så mikroorganismer dør) og intrensic factor (gør noget for optagelsen af B12-vitamin).

Hovedceller

Producerer pepsinogen. (bliver senere til pepsin, der nedbryder proteiner).

Endokrine celler

Producerer regulerende hormoner og parakrine faktorer.

Ventrikelsaft

beskrive bestandele og funktion af ventrikelsaften (saltsyre: medierer omdannelsen af pepsinogen til pepsin, slår bakterier ihjel; pepsinogen: forstadie til pepsin som nedbryder peptidbindingerne i proteinstof; mucus: basisk væske som beskytter ventrikelslimhinden mod saltsyren; intrinsic factor: nødvendig for absorption af vitamin B12 i tyndtarmen; lipase: nedbryder fedtstof).

Ventrikelsaften består af:

• Saltsyre: Slår bakterier ihjel og medierer omdannelsen af pepsinogen til pepsin (da pepsin kræver lav pH). Pepsin stopper med at virke når pankreas udskiller bicarbonationer.
• Pepsinogen: Forstadie til pepsin som nedbryder peptidbindingerne i proteinstof
• Mucus: Basisk væske som beskytter ventrikelslimhinden mod saltsyren
• Intrinsic factor: Nødvendig for absorption af vitamin B12 i tyndtarmen (kan få demens ved mangel). B12 medvirker også modning af erythrocytter, røde blodlegemer.
• Lipase: Nedbryder fedtstof

Funktion

redegøre for ventriklens funktion.

Mavens bevægelser

Ventriklens funktion er at opbevare indtil det kan blive fordøjet samt:

• Proteinfordøjelsen begynder.
• Absorption af få ting: Vand, alkohol, aspirin.
• Mixing af maden med sekretioner.
• Beskyttelse idet drab af mikroorganismer samt isolere saltsyren (pH:[1;3])

Regulation af ventrikelsaftens sekretion

beskrive regulationen af ventrikelsaftens sekretion.

Består af tre faser:

Cephalic fase (get started)

Stimulation af lugt, syn, smag virker på medulla oblangata, som starter gastriske sekretion (også i mavesækken), så der gøres klar til modtagelsen af mad.

Gastrisk fase (go for it)

Udvidelse af ventriklen stimulerer strækreceptorer -> medulla oblongata (parasympatisk) -> mer ventrikelsaft + gastrin og histamin.

Gastrointestinal fase (slow down)

Sekretionerne inhibiteres, når kymus (maden) kommer ned i tolvfingertarmen. Ved pH lavere end 2 stoppes også sekretionen af ventrikelsaft.

Tyndtarmen (intestinum tenue)

anføre at tyndtarmen opdeles makroanatomisk i tolvfingertarmen (duodenum), jejunum og ileum.

Tyndtarmen opdeles makroanatomisk i tolvfingertarmen (duodenum), jejunum og ileum.

Anatomi

beskrive beliggenhed, størrelse og hovedtræk af anatomien (plicae circulares, villi, krypter, brush border [mikrovilli]).

Tyndtarm

Tyndtarm

Den ligger inferiort for mavesækken, og den holdes på plads af tarmkrøs (mesentery). Den er omkring 6 m lang, og her foregår det meste af absorptionen. Plicaes circulares er nogle cirkulære folder i tværsnittets retning. Villi ligner små fingre (0.5-1.5mm) og de består af epitelceller yderst, som har små ekstensioner i deres plasmamembranen (cytoskelettet stikker ud), som kaldes mikrovilli. Mellem hver villi er der krypter, fordybninger. Mange mikrovillier udgør et såkaldt brush border.

Inde i mikrovillierne er der kapillærnet og en lymfebane - begge to fungerer som absorption af nærringsstoffer.

Alle disse er til for at øge overfladearealet, så mest muligt kan blive absorberet. Den er forøget 600 gange i forhold til hvis den var glat.

Tyndtarmens muscularis består af to muskellag, der går hver sin vej (langs og tværs). Tyndstarmens mucosa er et epitellag, hvoraf de fire vigtigste celler er:

• Absorptive celler -celler med mikrovilli, der producerer enzymer og absorberer
• Goblet cellet - sekrerer mucos
• Granular celler - beskytter mod bakterier
• Endokrine - sekrerer regulerende hormoner

De tre tyndtarmdele ligner hinanden, men jo længere man kommer, jo tyndere bliver den og jo færre cirkulære foldere.

Funktion

redegøre for tyndtarmens funktion.

• Nedbrydning ved enzymer fra pancreas
• Peristaltiske bevægelser - når maden skal af sted (kontraktionerne bevæger sig med en 1 cm pr minut)
• Mixing bevægelser - når maden skal blandes med enzymerne
• Absorption af næringsstoffer og vand
  • Duodenum og jejunum absorberer mest, mens ileum ikke absorberer så meget.

Tyktarmen (intestinum crassum, ”colon”), endetarm (rectum), analkanalen og anus

anføre at tyktarmen opdeles makroanatomisk i cecum, colon ascendens, colon transversum, colon descendens og colon sigmoideum.

Tyktarmen

Tyktarmen opdeles makroanatomisk i cecum, colon ascendens, colon transversum, colon descendens og colon sigmoideum (S-formet).

Anatomi

beskrive beliggenhed, størrelse og hovedtræk af anatomien (colon: taeniae coli, haustra, forskelle i forhold til tyndtarmen og dette’s betydning i relation til funktionen; rectum, analkanalen, anus: plicae transversales, sphinctere).

Histologisk af tarmen

Tyktarmen ligger rundt om tyndtarmen ventralt. Den er 1.5-1.8 m lang. Den har fire lag; mucosa, submucosa, muscularis, serosa. Muscularis er opdelt i 2 lag; et komplet cirkulært lag og et longitudinalt lag, som er inkomplet og danner tre bånd, der går ned af tyktarmen - disse bånd hedder taeniae coli. Disse bånd er kortere end tyktarmen er lang, og derfor kommer der nogle udposninger - haustra.

Den er kortere og tykkere, og maden bevæger sig derfor meget langsommere. Der sker ikke så meget absorption af næringsstoffer (det sidste vand bliver absorberet). Kymus bliver her til feces.

Feces kommer så ind i rectum, der er et lige stykke tykt muskulært traktformet. Denne munder ud i analkanalen, som har en indre (glat muskulatur) og en ydre (skeletmuskulatur) sphinctere (ringmuskel). Åbningen kaldes anus.

Funktion

redegøre for funktionen.

• Tyktarmens funktion er reabsorption af galdesalte og vand.
• Bakterier syntetiserer K-vitamin. Og der er en hel masse andre bakterier også, der laver de laver kymus om til feces.
• Sekretion af mucus.

Bugspytkirtlen (pankreas)

Anatomien

beskrive beliggenhed, størrelse, form og hovedtræk af anatomien.

Pankreas sidder dorsalt og lidt inferiort for mavesækken. Det er en langstrakt kirtel. Pancreas består af et hoved, som ligger i kurvaturen af duodenum, en krop og en aflang hale, som strækker sig til milten. Gennem pancreas er ductus pancreaticus, der ved duodenum fusionerer med galdeduktuen. Ductus pancreaticus transporterer bugspyttet fra pancreas og ud i duodenum.

Eksokrin og endokrin del

beskrive at pankreas inddeles i en eksokrin og en endokrin del.

Pancreas inddeles i en eksokrin og en endokrin del: Den endokrine del består af de langerhanske øer, der producerer insulin og glukagon. den eksokrine dele består af acinar-kirtler, der sekrerer enzymer. Den eksokrine del udmunder samme sted som galdevejene.

Eksokringe sekretionsprodukter

anføre eksokrine sekretionsprodukter (lipase, amylase, proteolytiske enzymer) og beskriv deres funktion.

Pankreassaften består af en vanddel (Na og K-ioner samt bicarbonationer, der neutraliserer (hermed stopper pepsins virkning, da den kræver et surt miljø)) og enzymer. Enzymerne er:

• Lipase - nedbryder fedtstoffer til monpoglycerider og frie fedtsyrer.
• Amylase - nedbryder kulhydrater (polysakkarider), som allerede påbegyndtes i mundhulen.
• Proteolytiske enzymer - fordøjer proteiner. De bliver sekreret i en inaktiv form, for at undgå at de nedbryder det omkringliggende væv.

Bikarbonat

anføre at pankreas’ saft indeholder bikarbonat (HCO3-) til buffering af chymus som ankommer fra ventriklen.

Pankreas’ saft indeholder bikarbonat (HCO3-) til buffering af chymus som ankommer fra ventriklen. Uden den ville pancreas enzymerne ikke virke, da de ikke kan tåle surt miljø.

Stimuli

anføre stimuli for pankreas’ eksokrine sekretion: nervøs kontrol, hormonal kontrol (sekretin og kolecystokinin).

Den eksokrine sekretion styres af stimuli fra hormonal kontrol:

• Det sure kymus stimulerer frigivelsen af sekretin (formentlig i duodenum), der stimulerer sekretionen af vand-delen (med bikarbonationer).
• Kolecystokinin stimulerer frigivelsen af galde-salte og sekretion af pankreas-saft med enzymer. Kolecystokinin frigives, hvis der er mange fedtsyrer og andre lipider tilstede i tlvfingertarmen.
• Parasympatisk stimulation sætter cephalic og gastric faserne igang, og sympatisk sender signal om inhibition.