Den diagnostiske proces ”fra symptom til sygdom” hos den praktiserende læge[]
Hyppige symptomer fra befolkningen[]
anføre hyppige symptomer befolkningen henvender sig med i almen praksis.
- Hoste
- hovedpine svimmelhed
- træthed
- brystsmerter
- mavesmerter
- rygsmerter
- underlivssmerter
- psykiske symptomer
Det uselekterede patientklientel[]
redegøre for betydningen af det uselekterede patientklientel i den diagnostiske proces.
Viden om prævalens spiller en større rolle i forhold til på en specialklinik, hvor kirurgerne kan tro at alle der har ondt i maven har mavekraft. Patienterne kan desuden komme med psykologiske problemer, der ikke er medicinske relevante, så lægen skal kunne føre samtalterapi.
Desuden kan patienterne komme med et problem, men det der egentlig bekymrer dem, er et andet - så det er nødvendigt at lægen har et overordnet billede af situationen.
Lægen skal altså have generel viden om meget og hurtigt kunne stille diagnosen, da han ikke har så meget tid. Det gør han ud fra sygdomsmønstre.
Sygehistorien[]
redegøre for sygehistoriens betydning ved diagnostik i almen praksis.
Sygehistorien er det vigtigste diagnostiske redskab i almen praksis og 70-80% af diagnoserne stilles udelukkede pga. sygehistorien.
Patiencentrerede konsultation[]
redegøre for den patientcentrerede konsultation.
Patienten fortæller om sin opfattelse, forestillinger, bekymringer og frygt om sygdommen.. Lægen kan ud fra det her drage visse konklusioner om sygdommen.
Styrken og svagheden ved diagnostiske tests[]
redegøre for styrken og svagheden ved diagnostiske tests og anføre betydningen af begreberne validitet (sensitivitet, specificitet), prediktive værdier, samt falsk positive og falsk negative testresultater.
Validitet betyder at der kan forekomme falsk positive og falsk negative tests - der kan være lav sensitivitet og specificitet måler noget specifikt ved en sygdom, men det behøver nødvendigvis ikke at være der. Fordi man kan have nogle bakterier uden at være syg af dem, og modsvarende kan man være syg og have for lidt til at det bliver målt. Lægen skal vide hvilke tests der ikke er særlig sikre.
- Prediktive værdier
- Sandsynlighederne for hvor sikre testene er.
Lav prævalens og tidlig præsentation[]
redegøre for betydningen af lav prævalens og tidlig præsentation af alvorlige sygdomme ved diagnostik.
En tidlig præsentation af en alvorlig og sjælden sygdom kan betyde at diagnosen ikke kan stilles pga. manglende symptomer, hvorved patienten får en tid et par uger senere. Lægen stiller en symptomdiagnose, ICPC-2, og forsøger at behandle symptomerne, hvorefter han ser tiden an. Der bliver her nødt til at forekomme en selektering fra lægens side, for at finde dem der er rigtig syge.
Sygdomme og differentialdiagnoser[]
Sygdomme og differentialdiagnoser[]
redegøre for de hyppigste henholdsvis alvorligste differentialdiagnoser der kan være tale om, når patienter kommer med hovedsymptomet:
De hyppige er i normal skrift, mens de alvorlig er i kursiv.
- Hoste
- Astma, luftvejsinfektioner, KOL, lungecancer
- Hovedpine
- Stress og søvnmangel, migræne, spændinger i nakken, hjernetumor
- Svimmelhed
- Stress, virus på balancenerven
- Træthed
- Stress, depression, blodmangel, sukkersyge, stofskiftesygdomme, cancer
- Brystsmerter
- Ømhed skyldes menopause eller ægløsning, hjertesygdomme, mammaecancer
- Mavesmerter
- Irretabel tyktarm, blindtarmsbetændelse
- Rygsmerter
- overbelastning, osteoporose
- Underlivssmerter
- menstruationssmerter, graviditet, blærebetændelse, kønssygdomme, prostata-, ovarie-, testes-, æggestokke- cancer
- Psykiske symptomer
- Depression, søvnmangel, misbrug, anoreksi, OCD
Kroniske sygdomme[]
Hyppige kroniske folkesygdomme[]
anføre hyppige kroniske folkesygdomme, hhv hos børn/ unge og hos ældre.
- Børn/unge
- Astma, allergi
- Ældre
- KOL, astma, diabetes, osteoporose, hjertesygdomme, kræft, demens, ledsygdomme (gigt)
Behandling og monitorering[]
redegøre for behandling og monitorering af kroniske sygdomme i almen praksis.
Foregår i samarbejde med specialister, hvor patienten får løbende opfølgning hos egen læge.
Samarbejde[]
redegøre for samarbejdet med det øvrige sundhedsvæsen om kroniske sygdomme.
Løbende opfølgning hos lægen, og lægen henviser til andre specialister.
Komorbiditet[]
redegøre for komorbiditet (hyppige, samtidige kroniske sygdomme og hensigtsmæssig varetagelse).
Det er hensigtsmæssigt at den almen læge har generel viden, så han kan følge begge forløb.
Livsstilsygdomme[]
anføre hyppige livsstilssygdomme.
Fedme -> diabetes 2. Hjertekarsygdom. KOL.
Risikofaktorer[]
redegøre for risikofaktorer.
Inaktivitet, overspisning, rygning, stress.
Håndtering af risikopatienter[]
redegøre for håndtering af risikopatienter.
Information og rådgivning til en sund livsstil - undgå at sygeliggøre dem (fx at ikke få dem til at tro at forhøjet blodtryk er en sygdom, og istedet en risikofaktor).
Almen praksis. Varetagelse af befolkningens sundhed & sygdom[]
redegøre for forebyggelse & sundhedsfremme i almen praksis.
Lægen kender patienten, og dermed kunne bedømme helbredsmæssige ressourcer og risikofaktorer, og kan hermed guide til en sund livsstil. Lægen skal tilbyde hjælp og konsultation hos patienter, selvom de ikke selv ved at det er et problem.
Interventionsuligheder[]
redegøre for interventionsmuligheder ved livsstilssygdomme (motiverende samtaler, informations-kampagner, samfundslove/regler).
Patienter skal motiveres til selv at vilje leve sundt. Dette kræver at de har information om det. Og staten kan sætte højere skatter på fed mad, sukker, cigaretter etc. Patienten skal altså motiveres til at lave en ændring og samfundet skal gøre denne ændring mulig.
Almen praksis værdigrundlag og karakteristika[]
redegøre for karakteristika ved og deres betydning for behandling i almen praksis (bl.a. kontinuitet, det personlige forhold, LEON-princippet, ressourceforvalter).
- Kontinuitet og det personlige forhold
- Man får et personlig forhold til sin læge, og det gør at patienten stoler mere på lægen, og lægen lærer mere om patienter, hvilket sparer tid. Lægen råd skræddersyes så til patienten.
- LEON-princippet
- Det laveste effektive omsorgsniveau - man vælger den billigste og hurtigste, som kan stille en tilfredsstillende diagnose.
- Ressourceforvalter
- Lægen sørger for at der ikke kommer overforbrug af dyre kliniske test, samt at der ikke komme resistens hos befolkningen ved fx at de får for meget antibiotika.
Fordele og ulemper ved behandling hos den praktiserende læge[]
redegøre for fordele og ulemper ved at hovedparten af alle sygdomme behandles hos den praktiserende læge.
- Fordele: Det er billigere. Kontinuitet og tillid. Forebyggelse. Let tilgængelighed.
- Ulemper: Visse ting kan gå forbi lægens næse, fordi han ikke har nok viden om specifikke emner eller har mulighed for at tage visse tests. Ensartet syn og manglende erfaring på sygdomme.
Samarbejde[]
beskrive samarbejdspartnere, samarbejde og henvisningsmuligheder i almen praksis.
De henviser til den sekundære sektor (hospital og speciallæger).